Santin skabte sensation på Mestalla!

Der var ikke levnet FC København mange chancer i aftenens UEFA Cup-opgør på Mestalla. Især den uprøvede forsvarskonstellation med Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Mikael Antonsson over for Valencias stjerneangribere var noget, der kunne give rynker i panden på selv den mest optimistiske FCK-fan. Københavnerne formåede dog på imponerende vis at få 1-1 på Cesar Santins sene scoring.

Den faldt fem minutter før tid, da den driblestærke brasilianer prikkede bolden ind fra nært hold. Et langt indkast fra William Kvist var blevet forlænget et par gange i feltet, og endte til sidst hos Santin, som altså sikrede et højst overraskende 1-1-resultat.

Valencia lagde som ventet bedst ud og havde i løbet af det første kvarter et hovedstød på overliggeren og et skud, som Jesper Christiansen lige fik vippet over mål. Men efterhånden kom gæsterne bedre med, og en oplagt Cesar Santin fik sat nogle gode ting i gang i FCK-offensiven.

28 minutter var spillet, da Ailton Almeida kom til en kæmpechance. En god dribletur sendte ham alene igennem med Brito Soares, men Ailton kom for tæt på Valencia-keeperen i afslutningsøjeblikket.

Kort efter havde Fernando Morientes et godt forsøg, som Christiansen dog fik afværget og i resten af halvlegen sad hjemmeholdet på spillet, mens FCK var farlige på kontraer. Det blev dog ved 0-0 ved pausen.

Valencia kom stærkt ud efter pausen og efter et kvarter gav deres pres bonus. Christiansen kunne kun halvklare et skud fra Edu, og Morientes var hurtigt over riposten og gjorde det til 1-0.

Hjemmeholdet sad i det hele taget tungt på anden halvleg. Lige indtil Santin altså med sin scoring sikrede FCK det flotte 1-1-resultat.